| Chapter 49 |
1 |
Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage: -
|
2 |
Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel! -
|
3 |
Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft! -
|
4 |
Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit Leje! -
|
5 |
Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben. -
|
6 |
I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser. -
|
7 |
Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel! -
|
8 |
Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig. -
|
9 |
En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham! -
|
10 |
Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde. -
|
11 |
Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod, -
|
12 |
med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk! -
|
13 |
Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon. -
|
14 |
Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene, -
|
15 |
fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl. -
|
16 |
Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme. -
|
17 |
Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover! -
|
18 |
På din Frelse bier jeg, HERRE! -
|
19 |
Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem. -
|
20 |
Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give. -
|
21 |
Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale. -
|
22 |
Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren. -
|
23 |
Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham, -
|
24 |
men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe, -
|
25 |
fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser! -
|
26 |
Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre! -
|
27 |
Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!" -
|
28 |
Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse. -
|
29 |
Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark. -
|
30 |
i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana`ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted, -
|
31 |
hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea. -
|
32 |
Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne." -
|
33 |
Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt. -
|