| Chapter 3 |
1 |
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, -
|
2 |
og Job tog til Orde og sagde: -
|
3 |
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" -
|
4 |
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! -
|
5 |
Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! -
|
6 |
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! -
|
7 |
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! -
|
8 |
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; -
|
9 |
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, -
|
10 |
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik! -
|
11 |
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? -
|
12 |
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? -
|
13 |
Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred -
|
14 |
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, -
|
15 |
blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. -
|
16 |
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! -
|
17 |
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, -
|
18 |
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; -
|
19 |
små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre. -
|
20 |
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, -
|
21 |
dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, -
|
22 |
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav -
|
23 |
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? -
|
24 |
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. -
|
25 |
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. -
|
26 |
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! -
|