Chapter 4

  Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:  

-

  Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?  

-

  Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.  

-

  Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!  

-

  Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?  

-

  Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?  

-

  Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.  

-

  For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.  

-

  Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;  

-

  Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.  

-

  Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken  

-

  i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;  

-

  Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;  

-

  et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.  

-

  Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:  

-

  "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?  

-

  End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,  

-

  endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!  

-

  De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.  

-

  Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."  

-