| Chapter 7 |
1 |
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. -
|
2 |
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, -
|
3 |
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. -
|
5 |
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. -
|
6 |
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. -
|
7 |
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! -
|
8 |
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. -
|
9 |
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, -
|
10 |
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen. -
|
11 |
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. -
|
12 |
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? -
|
13 |
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, -
|
14 |
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, -
|
15 |
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. -
|
16 |
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! -
|
17 |
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, -
|
18 |
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? -
|
19 |
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? -
|
20 |
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? -
|
21 |
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! -
|