Chapter 11

  Så tog Na`amatiten Zofar til Orde og sagde:  

-

  "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?  

-

  Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?  

-

  Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"  

-

  Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,  

-

  kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!  

-

  Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?  

-

  Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?  

-

  Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.  

-

  Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?  

-

  Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,  

-

  så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.  

-

  Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,  

-

  hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,  

-

  ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;  

-

  dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.  

-

  Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,  

-

  du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.  

-

  Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!  

-