Chapter 14

  Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;  

-

  han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.  

-

  Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!  

-

  Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!  

-

  Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,  

-

  tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!  

-

  Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;  

-

  ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:  

-

  lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;  

-

  men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?  

-

  Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,  

-

  så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.  

-

  Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!  

-

  Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;  

-

  du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!  

-

  Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,  

-

  forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.  

-

  Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,  

-

  som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.  

-

  For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.  

-

  Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;  

-

  ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.  

-

  Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,  

-