Chapter 15

  Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:  

-

  "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind  

-

  for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?  

-

  Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.  

-

  Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!  

-

  Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?  

-

  Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?  

-

  Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?  

-

  Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!  

-

  Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?  

-

  Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?  

-

  Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.  

-

  Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?  

-

  End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,  

-

  hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!  

-

  Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,  

-

  hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,  

-

  dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:  

-

  Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;  

-

  Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;  

-

  han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,  

-

  udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;  

-

  Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.  

-

  Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,  

-

  stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.  

-

  Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.  

-

  tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.  

-

  Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;  

-

  han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.  

-

  Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!  

-

  I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;  

-

  han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.  

-

  Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;  

-

  svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!  

-