Chapter 17

  Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;  

-

  visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.  

-

  Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?  

-

  Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;  

-

  den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.  

-

  Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;  

-

  mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;  

-

  retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,  

-

  men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.  

-

  Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!  

-

  Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;  

-

  Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;  

-

  vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,  

-

  Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.  

-

  Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?  

-

  Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?  

-

  Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.  

-