Chapter 30

  Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.  

-

  Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,  

-

  tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark  

-

  og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.  

-

  Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.  

-

  De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.  

-

  De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,  

-

  en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.  

-

  Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;  

-

  de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.  

-

  Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.  

-

  Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig  

-

  min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;  

-

  de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,  

-

  Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.  

-

  Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:  

-

  Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.  

-

  Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.  

-

  Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.  

-

  Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;  

-

  grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.  

-

  Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;  

-

  thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.  

-

  Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?  

-

  Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?  

-

  Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;  

-

  ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;  

-

  trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;  

-

  Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.  

-

  Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;  

-

  min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!  

-