Chapter 41

  Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?  

-

  Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?  

-

  Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.  

-

  Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?  

-

  Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.  

-

  Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;  

-

  de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;  

-

  de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.  

-

  Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.  

-

  Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.  

-

  Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.  

-

  Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.  

-

  Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.  

-

  Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;  

-

  fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.  

-

  Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.  

-

  Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.  

-

  Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;  

-

  Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,  

-

  Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.  

-

  På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;  

-

  Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;  

-

  bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.  

-

  Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.  

-

  Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.  

-