Chapter 22

  Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.  

-

  Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.  

-

  Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.  

-

  På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;  

-

  de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.  

-

  Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;  

-

  alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:  

-

  "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."  

-

  Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;  

-

  på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.  

-

  Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!  

-

  Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,  

-

  spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.  

-

  Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;  

-

  min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.  

-

  Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,  

-

  jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.  

-

  Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.  

-

  Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!  

-

  Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!  

-

  Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.  

-

  Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:  

-

  "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!  

-

  Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"  

-

  Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;  

-

  de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!  

-

  Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;  

-

  thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.  

-

  De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.  

-

  Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;  

-

  de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.  

-