Chapter 49

  Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,  

-

  både høj og lav, både rig og fattig!  

-

  Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;  

-

  jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.  

-

  Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,  

-

  de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?  

-

  Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum  

-

  - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live  

-

  og aldrig få Graven at se;  

-

  nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,  

-

  deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.  

-

  Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.  

-

  Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.  

-

  I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.  

-

  Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.  

-

  Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;  

-

  thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.  

-

  Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"  

-

  han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.  

-

  Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.  

-