Chapter 50

  Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;  

-

  fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans  

-

  vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;  

-

  han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:  

-

  "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"  

-

  Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.  

-

  Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!  

-

  Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;  

-

  jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;  

-

  thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;  

-

  jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.  

-

  Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!  

-

  Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?  

-

  Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.  

-

  Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,  

-

  Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,  

-

  når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?  

-

  Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,  

-

  slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.  

-

  Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;  

-

  det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.  

-

  Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.  

-

  Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.  

-