Chapter 55

  Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,  

-

  lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,  

-

  jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;  

-

  Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.  

-

  Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.  

-

  Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,  

-

  ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.  

-

  Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.  

-

  Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;  

-

  de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;  

-

  Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.  

-

  Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;  

-

  men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,  

-

  og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.  

-

  Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!  

-

  Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.  

-

  Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre  

-

  og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.  

-

  Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.  

-

  På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.  

-

  Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.  

-

  Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.  

-

  Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!  

-