Chapter 77

  Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,  

-

  jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;  

-

  jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.  

-

  Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.  

-

  Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;  

-

  jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.  

-

  Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,  

-

  er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,  

-

  har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.  

-

  Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.  

-

  Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.  

-

  Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.  

-

  Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!  

-

  Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,  

-

  udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.  

-

  Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;  

-

  Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;  

-

  din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;  

-

  din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.  

-

  Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses`s og Arons Hånd.  

-