Chapter 88

  HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;  

-

  lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!  

-

  Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,  

-

  jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,  

-

  kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.  

-

  Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;  

-

  tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.  

-

  Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,  

-

  mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.  

-

  Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.  

-

  Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?  

-

  Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?  

-

  Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.  

-

  Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?  

-

  Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;  

-

  din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,  

-

  som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;  

-

  Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.  

-