Chapter 1

  Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.  

-

  Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,  

-

  tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;  

-

  de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;  

-

  den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;  

-

  de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.  

-

  HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.  

-

  Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.  

-

  thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.  

-

  Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!  

-

  Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!  

-

  Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.  

-

  Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.  

-

  Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"  

-

  - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;  

-

  thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.  

-

  Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;  

-

  de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.  

-

  Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.  

-

  Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;  

-

  oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:  

-

  Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?  

-

  Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:  

-

  Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,  

-

  men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,  

-

  derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,  

-

  når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.  

-

  Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,  

-

  fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;  

-

  mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.  

-

  Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;  

-

  thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;  

-

  men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.  

-