Chapter 5

  Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,  

-

  at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.  

-

  Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;  

-

  men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;  

-

  hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;  

-

  hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.  

-

  Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!  

-

  Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,  

-

  at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.  

-

  at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,  

-

  så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,  

-

  og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,  

-

  så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!  

-

  Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"  

-

  Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;  

-

  lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!  

-

  Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!  

-

  Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,  

-

  den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!  

-

  Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?  

-

  Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;  

-

  den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;  

-

  han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.  

-