Chapter 8

  Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?  

-

  Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;  

-

  ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:  

-

  Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.  

-

  I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!  

-

  Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;  

-

  ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.  

-

  Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;  

-

  de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;  

-

  thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den  

-

  Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.  

-

  HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.  

-

  Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.  

-

  Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;  

-

  ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.  

-

  Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.  

-

  Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.  

-

  Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.  

-

  Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier  

-

  for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.  

-

  Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;  

-

  jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;  

-

  jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;  

-

  førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,  

-

  førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.  

-

  Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.  

-

  Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,  

-

  da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,  

-

  da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,  

-

  leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.  

-

  Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!  

-

  Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!  

-

  Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.  

-

  Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;  

-

  men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.  

-