| Chapter 29 |
1 |
Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. -
|
2 |
Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. -
|
3 |
Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. -
|
4 |
Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. -
|
5 |
Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. -
|
6 |
I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. -
|
7 |
Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. -
|
8 |
Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. -
|
9 |
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. -
|
10 |
De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. -
|
11 |
En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. -
|
12 |
En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. -
|
13 |
Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. -
|
14 |
En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. -
|
15 |
Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. -
|
16 |
Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. -
|
17 |
Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. -
|
18 |
Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. -
|
19 |
Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. -
|
20 |
Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. -
|
21 |
Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. -
|
22 |
Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. -
|
23 |
Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. -
|
24 |
Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. -
|
25 |
Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget. -
|
26 |
Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN. -
|
27 |
Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru. -
|