Chapter 22

  Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:  

-

  "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.  

-

  Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.  

-

  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!  

-

  Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;  

-

  og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.  

-

  Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.  

-

  Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.  

-

  Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde!  

-

  Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.  

-

  Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.  

-

  Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.  

-

  Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.  

-

  Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."  

-

  Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.  

-

  Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person.  

-

  Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"  

-

  Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig?  

-

  Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".  

-

  Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"  

-

  De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"  

-

  Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.  

-

  Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:  

-

  "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.  

-

  Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.  

-

  Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;  

-

  men sidst af alle døde Hustruen.  

-

  Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende."  

-

  Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.  

-

  Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.  

-

  Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger:  

-

  Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud."  

-

  Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.  

-

  Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig.  

-

  Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:  

-

  "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"  

-

  Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.  

-

  Dette er det store og første Bud.  

-

  Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.  

-

  Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."  

-

  Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:  

-

  "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids."  

-

  Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger:  

-

  Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.  

-

  Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"  

-

  Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.  

-