Chapter 4

  Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.  

-

  Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning:  

-

  "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så.  

-

  Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op.  

-

  Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.  

-

  Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.  

-

  Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.  

-

  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold."  

-

  Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"  

-

  Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.  

-

  Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,  

-

  for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle omvende sig og få Forladelse "  

-

  Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser?  

-

  Sædemanden sår Ordet.  

-

  Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i dem.  

-

  Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem, som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;  

-

  og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks.  

-

  Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet  

-

  og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så det bliver uden Frugt.  

-

  Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede Fold."  

-

  Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen?  

-

  Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset.  

-

  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"  

-

  Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.  

-

  Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."  

-

  Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden  

-

  og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.  

-

  Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset;  

-

  men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden."  

-

  Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?  

-

  Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre end alt andet Frø på Jorden,  

-

  og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge."  

-

  Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det.  

-

  Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.  

-

  Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!"  

-

  Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var også andre Skibe med ham.  

-

  Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes.  

-

  Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"  

-

  Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.  

-

  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?"  

-

  Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"  

-