Chapter 4

  Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet?  

-

  Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud.  

-

  Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed."  

-

  Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed;  

-

  den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;  

-

  ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger:  

-

  "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;  

-

  salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."  

-

  Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.  

-

  Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud.  

-

  Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet,  

-

  og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.  

-

  Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.  

-

  Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.  

-

  Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.  

-

  Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle  

-

  (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.  

-

  Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;"  

-

  og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet;  

-

  men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære  

-

  og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre.  

-

  Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.  

-

  Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,  

-

  men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,  

-

  ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.  

-