Chapter 9

  Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd,  

-

  at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.  

-

  Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,  

-

  de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,  

-

  hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.  

-

  Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;  

-

  ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig."  

-

  Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.  

-

  Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn."  

-

  Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.  

-

  Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,  

-

  sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""  

-

  som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."  

-

  Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!  

-

  Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over."  

-

  Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.  

-

  Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden."  

-

  Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.  

-

  Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod?  

-

  Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således?  

-

  Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?  

-

  Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,  

-

  også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?  

-

  Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger,  

-

  som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede;  

-

  og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."  

-

  Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.  

-

  Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden."  

-

  Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."  

-

  Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;  

-

  men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov.  

-

  Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen,  

-

  som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."  

-